ET KRISTENT FÆLLESSKAB

I Skovlunde Frikirke har vi det til fælles, at vi tror på Jesus Kristus. Han er vor Frelser og Herre. Det er Jesus, vi som kristent fællesskab ønsker at tilbede og opleve sammen.

Gennem troen på Jesus og det Han har gjort for os gennem sit liv, død og opstandelse, så kan vi opleve tilgivelse, fornyelse og glæde sammen. Og den ønsker vi at dele med alle.

Du kan her læse mere om kirkens vision og trosbekendelse.

Vi ønsker at være en kirke præget af en “accept-kultur”, en “kom-som-du-er-kultur”, fordi vi tror på, at Gud i sin søn Jesus Kristus i sin nåde har accepteret os som vi er.

Samtidig ønsker vi også at være en kirke præget af en vækst-kultur, hvor vi opmuntrer hinanden til sammen at søge Gud om forvandling i vore liv.

Det kristne fællesskab, menigheden, beskrives i Det Nye Testamente som en åndelig familie - og vi ønsker at hjælpe alle til at fungere godt i fællesskabet, både socialt og åndeligt.

GUDSTJENESTEN

Hver søndag kl. 10:30 samles vi til gudstjeneste.

Børnene er med i starten af mødet, hvor kirkens band som regel leder os i lovsang. Derefter er der børnekirke i kirkens andre lokaler, ca. kl. 10.45.

Du vil opleve, at mange mennesker i kirken deltager med forskellige opgaver under gudstjenesten.

I løbet af gudstjenesten vil der være en prædiken, som tager sit udgangspunkt i Bibelen, som er Guds Ord til os i dag.

At Bibelen er Guds Ord betyder, at det er troværdigt og sandt, og at Gud taler til os gennem Bibelens bøger. Bibelen taler om, hvem Gud er, hvad Han har gjort, og hvad der er Hans vilje for os, og dette ønsker vi gennem prædikenen at lære mere om.

Gudstjenesten søndag morgen afsluttes altid med bøn og nadver.

Nadver er det måltid, som Jesus indstiftede kort før sin død, da Han uddelte brød og vin til sine disciple. I nadveren husker vi, hvad Jesus har gjort for os, og vi fejrer vores fællesskab med Ham og med hinanden.

Vi praktiserer også dåb, som sker efter ønske fra dem, som er kommet til tro.

Efter gudstjenesten er der “kirkekaffe” og god tid til at snakke! Her er der også mulighed for at kontakte en af kirkens medarbejdere, hvis du har nogle spørgsmål.

KIRKENS VISION

Vores formål er at vise Kristi kærlighed, så andre inspireres til sammen med os at tilbede Gud.

KONTAKT

Metalbuen 42, 2750 Ballerup
kontakt@skovlundefrikirke.dk